Saftig aubergine
en opskrift fra ‘Grønt med umami og velsmag’
Selv om det kunne se sådan ud, er denne ret ikke en suppe, men en saftig og kødfuld ret serveret i en bouillon. Kødfuldheden kommer fra tilberedningen af auberginen, som får en kødagtig tekstur og mundfølelse. ‘Kødsmagen’ kommer fra de modne tomater, som er rige på umami-smag. Det her er en ret, man kan spise meget af. Man kan få ekstra knald på smagspaletten med lidt bacon. Foto af Jonas Drotner Mouritsen.
Ingredienser (4 personer):
2 små, faste auberginer (ca. 600 g)
20 g havsalt
300–400 g små, modne tomater, gerne i forskellige farver og størrelser
100 g rødløg
1 bdt forårsløg (ca. 100 g)
100 g bladselleri
75 g ingefær
80 g bacon (kan evt. undlades)
2 spsk olivenolie
1 l urtebouillon
Frisk basilikum
Fremgang:
- Skær auberginerne i skiver på langs, ca. 1⁄2 cm tykke; beregn 3–4 skiver pr. person.
- Rids harlekinmønster halvvejs gennem skiverne på den ene side, gnid dem i havsalt, sæt dem til afdrypning en times tid, skyl skiverne i vand, og tør dem.
- Skær et kryds over bunden på tomaterne, blanchér dem kortvarigt i kogende vand, tag dem op, læg dem i isvand, og fjern skindet.
- Ordn rødløg, forårsløg og bladselleri; halvér løg, og skær dem i små både; skær forårsløg og bladselleri i skiver, og gem de små, fine bladskud.
- Hak ingefær meget fint.
- Skær bacon i små tern.
- Hæld olivenolie på en pande, og steg aubergineskiverne lysebrune på begge sider. Læg dem på fedtsugende papir eller en rist.
- Sæt urtebouillon over i en gryde med bacon (kan evt. udelades), hele tomater, rødløg, bladselleri, forårsløg og ingefær; lad det hele simre 15 min, og smag til.
Servering:
Rul auberginerne, og læg dem i skåle eller dybe tallerkner. Fordél fyld og bouillon deri, og slut med blade af bladselleri og basilikum. Servér gerne kogte jasminris eller groft brød til.